Vinterferieaktiviteter i Odense

Mangler I aktiviteter til børnene i vinterferien, så er der spændende muligheder i Odense City og i Odense Zoo.

I det ny H.C. Andersen Museum finder du børneuniverset VILLE VAU.

Ville Vau byder indenfor til eventyrlig leg i flotte omgivelser og mange muligheder for kreativ udfoldelse i det smukke atelier. Kom ind og prøv hvordan seje og flotte kostumer er med til at fuldende din forvandling til konge, kat eller måske en svane. Du kan låne kongens karet og barberens saks, når du fordyber dig i sanseligt samvær med din familie. I atelieret kan du øve dig i kreative processer inspireret af H.C. Andersens kunstneriske metode og klippe klistre, så det er en lyst. Læs mere om VILLE VAU her.

Mærk historiens vingesus, se skuespil og kom til releasekoncert i vinterferien på Danmarks Jernbanemuseum.

I vinterferien kan I gå på opdagelse sammen blandt de store lokomotiver og vogne i Danmarks Jernbanemuseum. Se skuespil med damplokomotivet Karen og hendes gode lokomotivvenner Odin, Morten og Molly i forestillingen ”Koblingerne og det knækkede tandhjul.” Og lær Koblingernes nye kendingssang til releasekoncert med Karen Marie Bille. Hop på en tur med det populære minitog, leg på Børnebanegården og hyg jer på den udendørs legeplads. Læs mere om Jernbanemuseets vinterferieaktiviteter her.

I Odense Zoo kan du opleve vildt lys i vintermørket.

I vinterferien kan I komme med, når Odense Zoo tager dig med på en fascinerende lysoplevelse, der går dybt ned under havets overflade. På den spektakulære lysrute vil du blive mødt af smukke koraller i vanvittige farver, lysende gopler og træer og broer med skiftende illusioner af magisk lys. Læs mere om de magiske lysaftener i Odense Zoo her.